AFSKUM: HJERTET/KNIVEN releaseparty
Aftenen byder på liveoptrædener fra Afskum, Zoumer og Gelwane, samt et DJ-set fra inesse, der søger for at holde stemningen i bevægelse til langt ud på natten.
Programmet starter kl. 20 og fortsætter til festen slutter kl. 02.
AFSKUM
Efter et par travle år med to koncerter på Roskilde Festival i 2022 og 2023, en danmarksturné i 2024, et anmelderrost debutalbum og en næsten ufattelig hype, er AFSKUM endelig tilbage med sit længe ventede andet album HJERTET/KNIVEN.
HJERTET rummer det poetiske, det søgende og det menneskelige. Her banker følelserne varmt og skrøbeligt, båret af håb. På KNIVEN skærpes udtrykket. Her bliver smerten mere fysisk, mere truende, men samtidig stadig dybt menneskelig.
Mens debutalbummet 'AFSKUM' bragte ham forbi landets største festivaler og cementerede hans position som en af dansk musik mest kompromisløse stemmer, går HJERTET/KNIVEN endnu tættere på. Det er et portræt af et menneske der kompromisløst bruger sin stemme til at invitere lytteren ind i sin virkelighed. Med HJERTET, der føler, og KNIVEN, der skærer.
Zoumer
Bag aliaset Zoumer står den københavnsbaserede sanger og producer Yasmina Derradj. Hendes univers bevæger sig ubesværet mellem alt-pop, eksperimenterende R&B og den algeriske raï, hvor rytme og rå følelser mødes.
Gelwane
Gelwane (tettix hexer & viol ino) er en duo, der eksperimenterer med lydens kropslighed og antropocæn mytologi – ofte i et krydsfelt mellem hauntologi og kosmisk forstyrrelse. For nylig har de udforsket historien og myterne omkring Gelwane, en mytisk begivenhed, der fandt sted i Jelling. Gennem eksperimenterende lyd og intuitiv, kropslig resonans søger de at afdække stedets hemmeligheder og mysterier. Jellingestenen vil aldrig være den samme igen (hvis den da nogensinde har været det?).
inesse
inesse er en britiskfødt, nu københavnsbaseret producer og DJ, der sammen med LFL driver pladeselskabet Tactual. Både hans produktioner og DJ-sets afspejler en passion for broken UK techno og 2000’ernes minimalisme, hvilket resulterer i et udtryk, der er lige dele råt, støvet og fremaddrivende.
Kontakt
Basement
Enghavevej 42