Ayyuka

Oplev Ayyukas særlige blanding af tyrkisk psykedelia, surfrock og improvisation. Det tyrkiske band udfordrer genrerne med instrumentale kompositioner fulde af overraskelser.

Siden 2001 har det tyrkiske band Ayyuka udforsket nye musikalske veje med afsæt i 1970'ernes tyrkiske musik. Med inspiration fra blandt andre Erkin Koray, Orhan Gencebay, Dick Dale og John Frusciante har bandet udviklet sin helt egen lyd, hvor tyrkisk psykedelia møder surfrock, filmmusik og improvisation.

Ayyukas musik bevæger sig frit mellem genrer som funk, afrobeat, bossa nova og arabesk. Resultatet er et levende og uforudsigeligt lydunivers, hvor instrumentale kompositioner skifter retning og overrasker undervejs.

Bandet har gennem årene samarbejdet med internationale musikere som Orlando Julius og İlhan Erşahin og delt scene med blandt andre Sonic Youth og Jonathan Richman. På det seneste album, Maslak Halayı, har Ayyuka arbejdet sammen med den italienske producer Tommaso Colliva.

Med EP'en Zaman Ziyan fra 2024 fortsætter bandet sin musikalske udforskning. De fire instrumentale numre inviterer lytteren ind i et kalejdoskop af musikalske landskaber, hvor tradition og eksperimenterende lyd mødes.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København V
Del med