Bakteriernes hemmelige kommunikation
Bakterier der hvisker til hinanden
Hvordan kan så små væsner som bakterier slå os ihjel? I dette fascinerende foredrag inviterer forsker og forfatter Fatima AlZahra’a Alatraktchi os helt ind i bakteriernes mikroskopiske verden – et sted, hvor der foregår langt mere, end vi kan se med det blotte øje.
Gennem sin banebrydende forskning har Fatima AlZahra’a Alatraktchi tilegnet sig en helt særlig evne: Hun kan høre, hvordan bakterierne hvisker til hinanden. Hun har hørt, hvordan de lever som sociale væsner i avancerede samfund med alt, hvad det indebærer af eksistentielle kampe og overlevelsesstrategier.
For mens Fatima forsøger at forstå, hvad det er, der gør, at så små væsner kan slå os ihjel, opdager hun samtidig, at bakterierne måske kan lære os noget langt større om livet. Vi kan stille bakterierne spørgsmål, som vi selv har brugt generation efter generation på at besvare og “høre” deres svar. Kan det betale sig at snyde? Hvad sker der med et samfund, hvis alle opfører sig passivt og stopper med at samarbejde? Og så det helt store spørgsmål: Hvad kan bakterierne fortælle os om meningen med livet?
Så selv hvis bakterier ikke umiddelbart siger dig noget, er der en vis risiko for, at du går fra foredraget både klogere, fascineret og med et helt nyt blik på fællesskaber, egoisme, samarbejde, overlevelse, ja på livet.
Om forfatteren
Fatima AlZahra’a Alatraktchi er forskningsleder, foredragsholder og iværksætter, kendt for sin forskning i bakterier og nanoteknologi.
- Hun har sin Ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet og er i dag lektor og underviser ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet.
- Som resultat af hendes forskning og akademiske track record har Fatima modtaget en række prestigefulde priser, heriblandt Lundbeck Fondens Talentpris, the L'Oréal-UNESCO Price for Science, Inspire them Young by Albright og Årets Håb af FEMINA. Fatima blev i 2024 kåret af Berlingske som en af de 100 største talenter i Danmark.
- Fatima blev i 2019 af Forbes udnævnt til en af Europas “30 under 30” inden for videnskab og sundhed.
- Hendes TED-talk er set af over 2 millioner mennesker verden over.
- Fatima skrev sin første bog som 14-årig. Den blev udgivet hos Politikens Forlag.
Hun er aktuel med den populærvidenskabelige bog ”Besat af Bakterier” (Politikens Forlag, 2026).
Vild med Videnskab
Arrangementet er en del af Københavns Bibliotekers festival ”Vild med videnskab". Festivalen finder sted på de biblioteker i Københavns kommune i perioden oktober-november. Her vil du kunne opleve videnskabelige foredrag og talks for voksne om alverdens emner.
Praktisk info
Mandag den 2. november kl. 19-20:30
Gratis entré, men husk tilmelding på billetto
Kontakt
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Salen
Skolesiden 4