Basiskursus i keramik med Pi Bjørg (aftenhold)

Ler er levende. Det reagerer, tørrer, sprækker, giver efter, og kræver både forståelse og tålmodighed. Få en introduktion til lerets proces, muligheder og udfordringer.

Dette kursus er til dig, der er helt ny i et keramikværksted, og som har brug for at få hænderne ned i materialet og en grundlæggende fornemmelse for, hvordan man arbejder med ler, fra den første form til det færdige brændte objekt.

Vi arbejder os igennem de vigtigste dele af keramikprocessen. Undervejs taler vi om det, der kan gå galt (for det gør det) og hvad man kan gøre på forkant for at undgå at det gør.

Det er et kursus med plads til at prøve sig frem, stille spørgsmål og blive fortrolig med både materialet og værkstedet. Jeg guider og hjælper dig hele vejen.

Pris: 

1100 kr. for hele forløbet: 3 x 3,5 timer + afhentning

Kursusgebyret omfatter 2 kg. ler og mulighed for at tilkøbe ekstra ler fra BRØKs Keramikværksted lerdepot (du må ikke have dit eget ler med).
 

Underviseren:

Pi Bjørg (f.1983) er uddannet Keramisk Formgiver fra Glas og Keramikskolen på Bornholm og har arbejdet med keramik i snart tre årtier. Siden 2012 har hun undervist både børn og voksne i keramik, siden 2023 også som folkeskolelærer i faget Håndværk og Design.

Hun er stifter af Pi Bjørg Studio og udkom i efteråret 2025, med bogen Keramik Derhjemme - for alle, på forlaget Peoples. 

Pi holder af at bryde med konventionerne, og hun er optaget af en legende tilgang til den kreative proces, der giver plads til eksperimenter og nytænkning, uden at give køb på formsprog, materialeforståelse og finish.

Hun var dommer i TV2s keramikkamp i 2019, og laver mad og deler sin hverdag på Instagram.
 

Kursusforløbet

  1. Torsdag d. 27/5, kl. 16-19:30
  2. Torsdag d. 28/5, kl. 16-19:30
  3. Torsdag d.  10/6, kl. 16-19:30 – glasering
  4. Afhentning (1 time) aftales med deltagerne

Undervisningen slutter en halv time før, hvorefter holdet rydder op sammen. 

1. dag – Formgivning og værkstedets muligheder (3,5 time)

Vi starter ved begyndelsen: leret i hænderne.
* Lertyper – hvad kan de, og hvordan opfører de sig
* Håndmodellering – teknikker, muligheder og begrænsninger
* Introduktion til værkstedets maskiner: pladeruller og extruder
* Kvætseforme, en hjælpende hånd.

Vi arbejder praktisk hele vejen igennem.

2. dag – Det, der sker imellem (3,5 time)

Fra det formede til det faste.
* Forglødning og glasurbrænding – hvad sker der egentlig i ovnen
* Begitning og prægning – overflader, spor og udtryk
* Introduktion til glasering - kort (fortsættes 3. mødegang)

Her begynder forståelsen for de processer, man ikke kan se – men som er afgørende for resultatet.

3. dag – Glasering og afslutning (3,5 time)

Når det hele samles.
* Glasering – forskellige måder og tilgange
* Underglasur – farve, detaljer og fortælling
* Sikkerhed og håndtering af det forglødede gods
* Fælles opsamling og spørgsmål
 

Kontakt

BRØKs Keramikværksted

2700 Brønshøj
Del med