Brugerdag 2025
Med årets brugerdag vil vi gerne sige tak til alle arkivets brugere, frivillige, venner og samarbejdspartnere. Kort sagt, alle jer der bruger og beriger arkivets samlinger.
Det er gratis at deltage i brugerdagen, men da der er et begrænset antal pladser, skal du booke en plads via billetto.
Vi har sat et spændende program sammen, der giver et indblik i de forskellige projekter, hvor frivilliges indsats gør den store forskel. Samtidig skal vi høre om ulykkelig kærlighed i 1700-tallet, feminismens frontløbere i 1800-tallet og ikke mindst fejre Københavns byvåbens 750-års jubilæum med sang og kage.
Vi glæder os til at se dig til brugerdag 2025!
Program
14-14:10 Velkomst v/ Stadsarkivar Mads Neuhard
14:10-15:00 Ulykkelig kærlighed og forliste forhold i 1700-tallets København
I oplægget fortæller professor Ulrik Langen og arkivar Peter Wessel Hansen om kærlighedens skyggesider, som de blev beskrevet af helt almindelige kvinder og mænd i 1700-tallets København. Det skete i klager til bystyret, hvor københavnere beklagede sig over fordrukne ægtemænd, over at blive stalket af forsmåede ekser eller over brudte ægteskabsløfter.
15:00-15:10 Fællessang
15:10-15:40 Kaffe og kage. Stående servering.
15:40-16:00 De tre tårne. Københavns byvåben i 750 år
I 2025 fylder Københavns ikoniske byvåben 750 år. De tre tårne har været symbol på københavnernes særlige fællesskab siden middelalderen. Den dag i dag ses tårnene overalt i bybilledet. Se med når to arkivarer præsenterer et tretårnet billedshow om byens historie.
16:00-16:30 På sporet af feminismens frontløbere i 1800-tallets København
I dette oplæg kan du komme helt tæt på de første medlemmer af Dansk Kvindesamfund, når arkivar Astrid Helene Nielsen og informationsspecialist Jytte Nielsen gennem kilder fra Københavns Stadsarkiv undersøger, hvem disse modige kvinder og mænd var. Og hvilke mærkesager medlemmerne i Dansk Kvindesamfund tilsluttede sig i slutningen af 1800-tallet.
16:30-16:45 Rundtur i indtastningsprojekter og aktuelle nyheder fra Københavns Stadsarkiv
Kontakt
Københavns Stadsarkiv
Københavns Rådhus