Ekkobølger

Ekkobølger åbner dørene for en aften med ny elektronisk-inspireret musik på Råhuset.

Ekkobølger er en ny showcase-serie med fokus på upcoming kunstnere i København, og denne aften byder på to live acts fra den spirende scene. Konceptet er startet af Gustav Møller Eriksson, som også spiller livetrommer i begge acts.

Du kan forvente en liveoplevelse, hvor pulserende beats, høj bpm og rå energi sidder i højsædet.

Undermund

Fra en telefon skratter undermunds naive melodier ud med ungdommelig røst. Skrålende, spyttende og stønnende, forsøger de at skære sig gennem støjen fra en overmættet verden og ind til det uforbeholdne menneske i os alle. Et menneske med 'grunget' vildskab, trip-hoppens dybsind og en kærlighed kun rave-kulturen kan lære fra sig.

Med udvekslinger af rap og sang leverer Anders Heinsøe og Laurits Møhl fortællinger om liv i tomgang, tyngende samvittighed, nihilistiske byture og jagten på identitet - nogle gange stærkt karikeret, andre gange dybt personligt, men aldrig uden et glimt i øjet og en snert af dansk ironi, til at forankre os i deres tumultariske univers.

Undermund rimer nu engang på Undergrund, da en udgivelse endnu ikke har set dagens lys, men indtil videre kun kan findes på obskure usb-nøgler og brændte cd’er. Dog rygtes en debut at lande på streamingtjenesterne i sommeren 2026.

Bonjour Papa

Glem alt om 8:00-16:00! Bonjour Papa har lagt en ny strategi for natten, og kontoret rykker ud i Råhuset.

Siden duoen debuterede i 2022 med singlen "Whistle Fever", har de været fast inventar på den danske EDM-scene. Iklædt deres ikoniske jakkesæt og med de brune attachemapper under armen, leverer de to showmen og band, en energisk blanding af electro og tech-house, med inspiration i alt fra Skrillex til Lise Nørgaards TV-klassiker Matador.

Sousa & LP (DJ)

Sousa og LP er to DJ's fra København med en fælles kærlighed til UK bass-musik. Sammen er de med til at drive Bass On Budget, et spirende lydsystem i CPH. Deres sets bevæger sig gennem ting som UKG, grime og jungle. Efter 5 år med at spille b2b kender duoen deres vej gennem både dansable garage-rytmer, og hårde jungle breaks.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København V
Del med