Foredrag: Sådan slap jeg de negative tanker
"Uden Angst" er den første bog, der på lettilgængelig og personlig vis integrerer tre af de mest anerkendte terapiformer med banebrydende neurologisk viden. Den er skrevet som en levende dialog, hvor læseren inviteres til at spejle sig i forløbet og få dybere indsigt i egne og andres følelser og reaktionsmønstre.
Bogen har ligget på bestsellerlisten i over et år og er allerede solgt i tusindvis af eksemplarer. Hundredevis af læsere har delt deres oplevelser og roser bogen for at være livsforandrende. Mange skriver, at det først var efter at have læst Uden Angst, at de forstod, hvorfor deres tidligere terapiforløb ikke virkede. De byggede ikke på evidens. Uden Angst giver konkrete, virksomme værktøjer og en forståelse af psyken, som mange har savnet, og som gør en reel forskel.
Du kan nu møde forfatterne bag Uden Angst til et levende og tankevækkende foredrag om angst, arrangeret af Angst & StressForeningen, hvor Frederik Dirks Gottlieb og Sebastian Swane deler ud af deres erfaringer, viden og håb for alle, der kæmper med angst eller gerne vil forstå sig selv og andre bedre.
Frederik Dirks Gottlieb
Frederik Dirks Gottlieb er radiovært, filmproducer, forfatter og manuskriptforfatter, kendt fra podcasts som Flyvende tallerken, Only in America og Jagten på det evige liv. Frederik har i flere år formidlet svære og komplekse emner gennem personlige fortællinger og skarpe interviews. Derudover er han medforfatter til bestsellerbogen Uden Angst, hvor han åbent fortæller om sin egen erfaring med angst.
Sebastian Swane
Sebastian Swane er speciallæge i psykiatri med en omfattende karriere som ledende overlæge på Psykoterapeutisk Afsnit Psykiatrisk Center i København. Han har en faglig baggrund inden for blandt andet kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi, schematerapi og hans egen terapiform neurologisk bevidsthedsterapi (NCT). Sebastian er medforfatter til bogen Uden Angst og er en efterspurgt foredragsholder, der formidler psykologi og psykiatri med varme, empati og faglig tyngde.
Ingen skal stå alene med angst og stress
Angst & StressForeningen og Union inviterer til en foredragsserie, der bryder tabuerne om angst og stress. Gennem fire inspirerende arrangementer deler eksperter og modige stemmer deres viden, personlige erfaringer og effektive værktøjer til at håndtere hverdagen, når livet bliver svært. Få ny indsigt, find håb og bliv klogere på dig selv og dine nærmeste.
Tag din familie og venner med og bliv klogere på vejen til et liv uden angst og stress.
Alle arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding.