Fraværets spejle - bogreception og oplæsning ved Faraj Bayrakdar
En af Syriens mest markante digtere, Faraj Bayrakdar, udgives nu på dansk. Kom til bogreception og mød digteren, når han gæster Finjan Kulturcafé d. 30. oktober med oplæsning på dansk og arabisk.
Faraj Bayrakdar (f. 1951) er en prisvindende syrisk poet og journalist. I 1987 blev han arresteret af den syriske efterretningstjeneste og endte med at tilbringe 14 år i fængsel som politisk fange under tortur, før en international kampagne ledte til hans løsladelse. Han er i dag bosat i Stockholm.
Digtene der udgør samlingen 'Fraværets spejle' ('Marāyā al-ghiyāb') er skrevet mellem 1997-2000, under Bayrakdars ophold i det berygtede Sednaya-fængsel, der blev lukket ned efter Bashar al-Assads fald i december 2024.
Digtene er brutale i sin skildring af de tabte år og længslen efter mening, latter, frihed og det barn, der vokser op uden sin far. Samtidigt er der en livfuld tro på at friheden skal komme – den ægte frihed vel at mærke. For digterjeget ved, at der ikke venter nogen frihed udenfor fængslet, så længe landet regeres af en tyran.
Digtsamlingen udgives på forlaget Gladiator, er oversat af Naja Bjørnsson og støttet af Det Danske Institut i Damaskus og Statens Kunstfond. Digtsamlingen kan købes til bogreceptionen.
Program og praktiske oplysninger
Kl. 17:00-17:15: Velkomst
Kl. 17:20-17:30: Faraj Bayrakdar præsenterer værket
Kl. 17:30-17:45: Oplæsning på dansk og arabisk
Vel mødt til en aften med poesi, frihed og dialog til Finjan Kulturcafé.
Arrangementet finder sted på Støberiet, Blågårds Plads 5, 2. sal. Der er adgang til Caféen via trappe eller elevator.
Om Finjan Kulturcafé
Finjan er det arabiske ord for kop. Eller mere præcist det arabiske ord for dét at samles omkring en kop te eller kaffe og lige få sig en sludder.
Finjan er en non-profit organisation etableret i 2018. I Finjan synes de, at vi ses for lidt – og ved for lidt om hinanden – på tværs af kulturer. Finjan synes den historiske og nuværende kulturelle rigdom i Mellemøsten fortjener at blive oplevet af så mange som muligt. Derfor arrangerer Finjan events, der omhandler mellemøstlig kultur – litteratur, kunst, film, musik, mad, filosofi.
Finjan Kulturcafé finder sted mandage i Støberiets café på 2. sal.
Kontakt
Støberiet, Caféen 2. sal
Blågårds Plads 5