Fremtidens klædeskab

Hvilke fortællinger gemmer din garderobe på? Kom med, når Hovedbiblioteket dykker ned i tøjforbrug, vaner, tekstilforskning og tøjets forbindelse til vores krop og identitet.

Det kan du opleve

Er du til genbrug, hjemmestrik eller couture?

Fast fashion, ’wear it once’-outfits og 24 kollektioner på et år. Det står klart, at modeindustrien er en stor klimasynder og på trods af vores miljøbevidsthed i Danmark er vi ikke gode til at holde på tøjet - danskernes tekstilforbrug er nemlig 35 procent højere end verdens-gennemsnittet.

Hvert et klædeskab er en myriade af fortællinger og nogle gange får tøjet også stor personlig affektionsværdi for os. Hvad end det er en håndlavet råulds-sweater, en bomuldstrøje produceret på fabrik i Bangladesh eller en nytårskjole fra genbrug.

Bliv klogere på dit og vores allesammens klædeskab nu og i fremtiden, når vi udforsker, hvad tøj betyder for os, hvordan vi kan rykke ved vores forbrugsvaner og prøve at genetablere et nært forhold til det tøj, vi går i og til naturen og dens materialer. Vi ser på, hvad tøj gør ved os som sansende, kropslige væsener, hvordan tøj og identitet hænger sammen og hvordan forskning og iværksætteri kan gøre det nemmere for både forbrugeren, designeren og producenten at træffe bæredygtige valg.

En billet koster 50 kr. og kan hentes via linket her i arrangementet.

Dem kan du møde

Else Skjold

Else Skjold er lektor i Design og Bæredygtighed ved Det Kongelige Akademi  og leder af KLOTHING, Centre for  for Apparel, Textiles & Ecology Research. Else deltager med udgangspunkt i sin store forskningsbaserede viden om mode, bæredygtighed, ansvarlig produktion og materialer. Else Skjold er sammen med Johanne Stenstrup forfatter til bogen ’Klæd dig bedre – en guide til mindre tøjspild og mere garderobeglæde’. 

Liva Steuk Hansen (Hedestrik)

Liva Steuk Hansen deltager som en af personerne bag fællesskabet Hedestrik, der holder til på Nørrebro, hvor de har en uldbutik og afholder workshops. Hedestrik har udgivet bogen ’Hedestrik – Uld, landskaber og håndværk’ og har skrevet et politisk manifest. Liva vil fortæle om Hedestriks visioner og praksis herunder deres fokus på langsomhed, forbindelsen mellem naturen, landskabet, håndværket, materialet og os som mennesker.

Gudrun Marie Schmidt

Gudrun Marie Schmidt er kulturjournalist og podcastvært på Politiken siden 2007. I maj 2025 udkommer hendes debutbog ’Tøjets sang’ der udforsker tøjets dybe og intime bånd til kroppen og vores seksualitet og undersøger, hvad tøj egentlig er, betyder for os og hvilke fællesskaber vi har omkring det.

Praktisk info

  • Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene.
  • Arrangementet begynder kl. 17.00 og slutter omkring kl. 18.30.
  • Arrangementet kræver billet. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. Derfor vi anbefaler, at man kommer i god tid. Vi åbner til salens siddepladser kl. 16.30.

Find vej

Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:

  • Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
  • Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
  • Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.

Velkommen til vores fremtid

I løbet af foråret byder Københavns Biblioteker på fem forskellige videnskabelige arrangementer, der med udgangspunkt i den nyeste viden kigger nærmere på, hvad vi kan forvente af fremtiden og de forandringer vi står overfor. Vi dykker ned i spændende emner som fødevarer, sygdomme, fællesskaber, tekstilproduktion og forbrydelser.

Oplev arrangementerne om vores fremtid på Ørestad Bibliotek, Vanløse Kulturstation, Østerbro Bibliotek, Brønshøj Bibliotek og Hovedbiblioteket.

 

 

Kontakt

Hovedbiblioteket

Krystalgade 15

1172 København K
Del med