Livet som autismeforælder - Part 2
Kender du det?
Du afleverer dit barn i institution eller skole og går derfra med den dér klump i halsen. Følelsen af, at noget ikke er rigtigt.
Når I kommer hjem, kommer regningen. Dit barn er overbelastet, reagerer voldsomt eller trækker sig helt. Og du kan ikke lade være med at tænke: Er det virkelig sådan, det skal være?
Men hvad gør man, når hjælpen udebliver? Eller når den hjælp, man bliver tilbudt, slet ikke hjælper?
Alt for mange familier står i den situation.
Når børn fastholdes i rammer, der ikke matcher deres behov, ser vi konsekvenserne: mistrivsel, skolevægring, stress og familier, der kæmper for bare at komme igennem hverdagen. Forældre opgiver karriere, fællesskaber og drømme, mens søskende og parforhold presses. Samtidig står mange lærere, pædagoger og fagpersoner med et oprigtigt ønske om at hjælpe, men uden de nødvendige ressourcer eller muligheder.
Når så mange børn mistrives, er det værd at spørge, om problemet ligger hos børnene – eller om rammerne ganske enkelt er forkerte.
Trine Højbjerre (Trine-ht) er mor til en dreng med infantil autisme og har selv været igennem systemets mange omveje. Hun deler sin personlige historie om kampen for at blive hørt, om tvivlen, afmagten og håbet – og om, hvordan det føles at stå midt i det som familie.
Pernille K. Trondal (din.rigtige.socialrådgiver) tager dig med bag kulisserne i systemet. Som privat socialrådgiver giver hun et fagligt indblik i de rettigheder, mange forældre ikke kender, hvad din sagsbehandler måske ikke fortæller dig, og hvordan du bedst kan navigere, når dit barn har brug for hjælp.
Efter foredraget bliver der tid til spørgsmål, netværk og mulighed for at møde andre forældre, der står i lignende situationer.