Lysbaerer x Heksproces + Taagebue

En aften med atmosfærisk metal, post-blackmetal og dungeon synth – tre bands, der skaber intense musikalske universer.

LYSBAERER 

“Skyerne græder, som jeg har gjort..” 

LYSBAERER er en duo bestående af Jamie de la Sencerie og Thomas Mascagni. Bandet blev dannet ud fra et ønske om kreativ frihed til at skrive den musik, der inspirerer dem. LYSBAERER beskrives som post-blackmetal: musikken har blackmetallens voldsomme kant, men søger samtidig at udforske nye veje ud over den klassiske lyd. Inspirationen kommer bl.a. fra Wiegedood, Wolves In The Throne Room, Groza, Panopticon, Ellende og White Ward.

Universet hos LYSBAERER bevæger sig i en blanding af depression, mørke, storladne stemninger og kosmisk kaos. Værket “I: Som et lys i natten, må vi alle finde frelse…” er første del i en trilogi om rejsen mellem liv og død. Her udforskes temaer som frygt, mistillid og afsked – alt omsluttet af massive lydmure. Musikken er skabt som en måde at bearbejde følelser og udtrykke de kampe, man kæmper, både indre og ydre.

Heksproces

Heksproces er et nyt atmosfærisk og hårdtslående metalband fra København. I december 2023 blev de kåret til Årets Nye Danske Navn af Devilution, og i sommeren 2024 nåede de finalen i Wacken Metal Battle Danmark. Med afsæt i post- og blackmetal inviterer bandet lytteren ind i en intens verden af eksistentiel angst og undergangsstemning.

Selvom Heksproces officielt er et nyt navn, går rødderne tilbage til 2011, hvor en gruppe teenagere mødtes i en fugtig kælder under en folkeskole på Bornholm. Her voksede en fælles passion for knusende guitarriffs og skæve taktarter frem. Efter mere end et årti og utallige timer i øvelokalet er kærligheden til metallen stadig lige stærk – og i dag kaster de fire musikere deres mørke besværgelser ud over den danske undergrund.

Taagebue

Taagebue skaber atmosfærisk dungeon synth fra de nordlige danske moselandskaber. Musikken udfolder sig i lange, spiralformede kompositioner med svævende melodier og en eterisk lyd. Et stabilt rytmisk fundament giver energi og drivkraft, som fører musikken frem mod storslåede konklusioner. Projektet henter inspiration i esoterisk dansk folklore, men forvandler det med en poetisk sensibilitet.

Bag projektet står Dreyrrauðr (kendt fra Ildskær og Í Myrkri). Debutalbummet Soltaagens Skikkelser udkom digitalt i efteråret 2021 til rosende anmeldelser og blev året efter udgivet på kassette af det anerkendte danske label Gondolin Records. I august 2025 udgav Taagebue sit første nye materiale siden debuten – en single, der markerer begyndelsen på arbejdet med et andet fuldlængdealbum, nu med et mere udviklet udtryk og nye inspirationer.

Kontakt

Basement

Enghavevej 42

1674 København V
Del med