NEBULA x uberørt x NATURE koncert

Oplev en sanselig koncert, hvor musik, teknologi og natur forenes i et unikt samarbejde.

Naturen er nu officielt anerkendt som kunstner gennem det globale musikinitiativ Sounds Right. Men hvad betyder det egentlig at arbejde som menneskelig kunstner sammen med naturen som en ligeværdig skaber?  

Under et residency i Basement vil den musikalske trio NEBULAH og den visuelle kunstnerduo uberørt arbejde sammen om at skabe en unik audiovisuel koncertoplevelse, som finder sted d. 25/9 kl. 20:00 (døre 19.30).  

Uberørt x NEBULAH arbejder sammen om et nyt visuelt album, der udkommer i 2026. Koncerten i Basement er det første nedslag i skabelsen af dette album. Den audiovisuelle rejse bliver skabt af interaktive værker imellem musik og performativ teknologi, hvor naturen er en tydelig samskaber. Det visuelle univers tager afsæt i naturens former, temaer og bevægelser, og balancerer det syntetiske, mekaniske og det organiske.  

NEBULAHs nordiske indie rock lever i et land af kontraster, hvor naturens uregerlige væsen danner afsæt for musik og tekst. Det kommende album berører noget mystisk, rocket, feminint og eksperimenterende med sange, der både er sårbare og kraftfulde. Lytteren skal udfordres og drive væk i indre billeder af knitrende landskaber, faretruende forandringer, forfalden og forsømt natur, som for evigt vil være et hjem for fordybelse, åndedræt og refleksion.  

Uberørt er et samarbejde mellem Louise Lessél (NY) og Nina- Franziska Christiansen (Kbh), der forener performativ teknologi, digital scenografi og immersive oplevelser i skræddersyede interaktive værker. Duoen udvikler oplevelser i grænselandet mellem det virtuelle og virkelige, hvor musik, teknologi og kunst smelter sammen til én sanselig helhed. 

 

Kontakt

Basement

Enghavevej 42

1674 København V
Del med