Offentlige videnskabelige foredrag: DNA'en omkring os

Nu kan du igen deltage i foredragsrækken til offentlige videnskabelige foredrag i Kulturhuset Indre By. Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab.

Dyr, planter og svampe efterlader spor af DNA i naturen – kaldet miljøDNA. Hør om hvordan DNA’en i jorden, i vandet og i luften kan bruges til at beskrive arter og bestande i vores økosystemer.

Vores planet er unik fordi livet kun eksisterer her – så vidt vi ved. Enhver, der tilbringer et par timer udenfor i naturen, vil hurtigt erkende den mangfoldighed af liv som trives i de mange forskellige økosystemer Jorden tilbyder. Hvad de færreste mennesker dog ved, er at udover den rige mangfoldighed af levende organismer – fra bakterier til blåhvaler – er Jorden også rig på DNA-spor, som disse organismer har efterladt. Noget af dette DNA stammer fra de mindste bakterier, mens andet efterlades ved udskillelse af fx hudceller og kropsvæsker fra de største organismer.

Dette hedder miljø-DNA (eDNA) og det kan forskere indsamle og analysere – især takket være avanceret DNA-sekventeringsteknologi. En skovbund indeholder DNA fra planter og svampe, en sø indeholder DNA fra fisk og frøer, og selv luften er fyldt med DNA fra fugle og insekter. I løbet af det sidste årti har forskere derfor i stigende grad anvendt miljøDNA til at beskrive biodiversiteten i fortidens og nutidens økosystemer. Metoden har vist sig at være effektiv til at få information om både arter, bestande og hele biologiske samfund i forskellige typer af økosystemer.

I dette foredrag vil biolog Philip Francis Thomsen give et indblik i hvordan vores biodiversitet kan undersøges med miljøDNA-metoden, som han selv har været én af pionererne bag. Du kan bl.a. høre om hans forskning indenfor miljøDNA til kortlægning af vores kystnære havnatur, undersøgelser af diæten hos græssende køer og heste i rewilding projekter, samt analyser af insekt-DNA fra blomster på artsrige overdrev.

Om offentlige foredrag i naturvidenskab
Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

Foredragene livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet til biografer, biblioteker, folkeuniversiteter, kulturhuse, foreninger, forsamlingshuse, gymnasier, skoler, spisesteder mv. i en lang række byer i Danmark og udlandet.

Der er fri entré til foredragene, bare husk at reserver billet gennem billetlink.

Et foredrag varer typisk to timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt af publikum under foredraget via SMS og Twitter. Nogle forelæsere svarer tilmed efterfølgende skriftligt på de spørgsmål som der ikke var tid til at besvare under foredraget.
 

Kontakt

Kulturhuset Indre By

Del med