PCC præsenterer: Zeki Jindyl + Quiet Sonia + Deirdre

Pink Cotton Candy Records fejrer fem år og 20 udgivelser med en label night på Råhuset – oplev tre stærke liveacts med hver sin unikke lyd fra den danske alternative undergrund.

Zeki Jindyl

Med saxofon, sang og lyddesign skaber Zeki Jindyl komplekse, stemningsfulde kompositioner i et felt mellem jazz, R&B, ambient og avantrock. Musikken er teksturbaseret, collagepræget og emotionelt intens, og bevæger sig i et spændingsfelt mellem skønhed og kaos. Blandt inspirationskilderne er Frank Ocean, Arca og Umm Kulthum.

Deirdre

Bag navnet Deirdre står sangskriver Joakim Johnsen, der forener 90’ernes slackerrock og shoegaze med elektroniske lag og et nutidigt take på singer-songwriter-traditionen. Teksterne rummer umiddelbare reflektioner over hverdagslivet, og kredser om emner som længsel, ensomhed og tvivl. 

Quiet Sonia

Til koncerten i Råhuset kan du opleve Quiet Sonia i et særligt duo-format - en ny og intim lyd, hvor violin, akustisk guitar og nærværende sang skaber et rum af kammerrock og avantfolk. Musikken bærer præg af store dynamiske spænd og er kendetegnet ved nysgerrig, billedskabende lyrik.

Glæd dig til en stemningsfuld aften med stærke musikalske stemmer fra Københavns eksperimenterende scene.

Kontakt

Råhuset

Onkel Dannys Plads 7

1711 København
Del med