R.Y.F
Den italienske musiker R.Y.F. (Francesca Morello) skaber musik, der tager udgangspunkt i egne erfaringer og giver stemme til queer fællesskaber, nonbinære personer og alle dem, der udfordrer samfundets normer. Hendes udtryk er forankret i aktivisme og et ønske om at skabe rum for forskellighed både kunstnerisk og menneskeligt.
Efter flere år med intim singer-songwriter musik brød R.Y.F. lydligt ud med albummet Everything Burns, hvor electropunk, disco og emotionel intensitet mødes i en kompromisløs og dansabel form. Hun har optrådt som support for blandt andre Moor Mother og Skunk Anansie og har skabt musik til teaterforestillingen Tutto Brucia.
Det nyeste album, Deep Dark Blue, fortsætter denne udvikling med mørkere farver, kølige klangflader og billeder af vand, bølger og forandring. Albummet er skabt i samarbejde med Maurizio “Icio” Baggio (The Soft Moon, Boy Harsher) og med gæsteoptrædener fra Moor Mother, Skin og Alos. Musikken bevæger sig frit mellem genrer og skaber en stemning, hvor både sårbarhed og styrke får plads.
En koncert med R.Y.F. er en emotionel og fysisk oplevelse. En elektrisk udladning, der både kan føles som et opråb, en fejring og en transformation.
Kontakt
Råhuset
Onkel Dannys Plads 7