SCROLL forestilling

SCROLL forestilling

Gratis interaktiv danse- og teaterforestilling for unge om algoritmer, nyheder og kampen om vores opmærksomhed.

Vi scroller gennem billeder, videoer, trends og nyheder, der hele tiden kæmper om vores opmærksomhed. Men hvem bestemmer egentlig, hvad vi ser? Og hvordan bliver en historie til en sandhed?

SCROLL er en interaktiv danse- og teaterforestilling om at være ung i en verden, der aldrig står stille. På scenen bliver den konstante strøm levende gennem dansere, skuespillere, musik og skærme. Scenen forvandles til et tv-studie i konstant bevægelse, og publikum er med til at træffe valg, der påvirker, hvordan historien udvikler sig.

Konsekvenser og valg

Debatten om unges skærmbrug, sociale medier og algoritmer fylder mere end nogensinde. Men i stedet for at fortælle de unge, hvad de bør eller ikke bør gøre på deres telefoner, inviterer SCROLL dem ind i en fortælling, hvor de selv kan mærke dilemmaerne og opleve konsekvenserne af deres valg. Forestillingen er skabt til at engagere og underholde, men også til at sætte tanker og samtaler i gang, både mellem unge og på tværs af generationer.

Forestillingen er skabt af kollektivet COMPOUND, der også står bag den anmelderroste PAS. Fra d. 15-18. december kan unge københavnere se SCROLL ved GAME Streetmekka. Som en del af visionen om København som Børne- og Ungekulturhovedstad, tilbyder Kultur- og Fritidsforvaltningen i alt 2100 gratis billetter til unge københavnere i alderen 13-25 år. Billetterne kan bookes efter ’først-til-mølle’-princippet.