Stemmer i voks
Fortidens stemmer og glemte sange bliver levende, når Ulla Bendixen og Martin Ottosen, kendt fra bl.a. bandet Sorten Muld, tager dig med på en musikalsk rejse til begyndelsen af 1900-tallet.
Aftenens koncertforedrag er inspireret af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der rejste ud på den jyske hede for at redde sagn og viser, før de forsvandt. Han opsøgte folk i deres hjem og indsamlede sange, først med pen og papir og siden på Edisons fonograf, hvor stemmerne blev optaget på voksvalser. Disse optagelser og historier er udgangspunktet for koncerten.
Du kan glæde dig til både fortællinger om Evalds indsamlingsarbejde og stemningsfuld musik. Ulla og Martin nyfortolker de gamle viser og spiller blandt andet på trædeorgel, mandolin og nøgleharpe. Sangene handler om håb, lykke, kærlighed og livets udfordringer, dengang og nu.
Oplev, hvordan musik og historie smelter sammen, og få indblik i de sange og fortællinger, der engang levede blandt folk på heden.
Kontakt
Sundby Bibliotek, Glassalen, Kvarterhuset
Jemtelandsgade 3