Behind the Games: Kreative veje ind i spilbranchen

Hvordan skabes et computerspil – fra idé og fortælling til grafik og design? Mød Elias Eliot, John Kenn Mortensen og Merlin P. Mann til en aften om de kreative veje ind i spilbranchen.

Hvad sker der egentlig bag skærmen, før et computerspil rammer millioner af spillere verden over? Spil skal udvikles, skrives, designes, testes og markedsføres – og det kræver alt fra fantasi og historiefortælling til grafik, lyd og strategi.

Denne aften løfter vi sløret for de mange kreative veje ind i spilbranchen. Du kender måske historierne om professionelle gamere, men langt flere lever af at skabe spillene bag kulissen. Her møder du et panel af forfattere, kunstnere og spiludviklere, der alle har fundet deres unikke indgang til en branche i rivende udvikling.

  • Elias Eliot – podcaster, radiovært og forfatter, passioneret formidler af spillets fortællinger og levende verdener. 
    Denne aften har han den vigtige rolle som moderator, der nysgerrigt og levende styrer samtalen.
  • John Kenn Mortensen – kunstner og illustrator, aktuel med karakterdesign og worldbuilding til spillet FLASK (2026).
  • Merlin P. Mann – forfatter og manuskriptforfatter, med erfaring fra både SMS-spil, indie-udvikling og historiefortælling til spil som Hell Dive.
  • Morten Skovgaard – journalist, oversætter og lokaliseringsspecialist, med snart 30 års erfaring fra spilbranchen, bl.a. PC Player, Gameplay og Character Localization.

Kom, hvis du drømmer om at arbejde med spil eller bare vil opdage de kreative kræfter, der former de digitale universer, vi spiller i dag.

 

Mød aftenens kompetente panel

  • Elias Eliot er podcaster, radiovært og forfatter – og har dyrket computerspillenes universer, siden han som 13-årig fik sin første Commodore 64. Siden da har han udforsket alt fra PC til PlayStation og Nintendo Switch, men det, der for alvor driver hans passion, er den gode fortælling og den levende verdensopbygning.
    I over et årti var Elias med til at formidle spil og nørdekultur i den populære podcast "Han Duo", og i dag fortsætter han arbejdet med at udforske interaktive universer som forfatter til bøger, hvor læseren selv er hovedpersonen.
  • John Kenn Mortensen er kunstner, illustrator og forfatter, kendt for sine mørke, fantasifulde universer. Han arbejder desuden i spilbranchen med karakterdesign, worldbuilding og visuel udvikling. Han arbejder i skrivende stund intenst på computerspillet "FLASK", som udkommer i 2026.
    Med erfaring fra samarbejder både i Danmark og internationalt bidrager han til stemningsfulde spilverdener. Hans kunstneriske baggrund giver spillene et særligt visuelt og fortællende præg.
  • Merlin P. Mann er forfatter og manuskriptforfatter. Har bl.a. stået bag bogserien "Taynikma" og FredagsTamTam-serien "Høj". Begyndte skrivekarrieren med at lave SMS-spil og var med i opstart af action/adventure-titlen ”Shadow of Pandora” under spilstudiet Bitmonks. Han arbejder også med bøger, radiodrama, film og tv. For nylig har Merlin skrevet historie til indie-gyserspillet ”Hell Dive”, der blander ubåd, ishavet og Dantes inferno og er del af storyudviklingen på en ny titel fra samme udvikler, Teacup Games.
  • Morten Skovgaard har arbejdet i spilbranchen i snart 30 år med at skrive artikler om spil og digital underholdning, besøge og interviewe store og små spiludviklere over hele verden – samt arbejde som fotograf og spiloversætter. Han startede i den klassiske butik CD-ROM Shop på Falkonér Alle i København helt tilbage i midten af halvfemserne, udgav i næsten to årtier spilmagasiner med PC Player og Gameplay, og driver i dag lokaliseringsbureauet Character Localization, der oversætter og dubber computerspil, apps og teknologi.

 

En del af Game On

Game On er en ugelang spilfestival, som skaber nye oplevelser med spiluniverser gennem leg, samvær og kreativitet. Vi gamer på computeren, spiller brætspil og hylder de virtuelle verdener, der inspirerer os, kickstarter vores kreativitet og lader os lege lidt længere.  

Game On kan i år opleves i Kildevæld Kulturcenter, Grøndal Multicenter, Kulturstationen Vanløse, Kulturhuset Islands Brygge, Kraftwerket, Spillaboratoriet i Valby Kulturhus, Kulturhuset Indre By, HUSET, Nørrebrohallen, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek.

Se hele programmet

Kontakt

Kulturstationen Vanløse, Biblioteket

Jernbane Allé 38

2720 Vanløse
Del med