DANSEFORESTILLING AF WERK: BURN BABY BURN

Oplev en tragikomisk, specialkoreograferet danseforestilling i Brønshøj Vandtårn, hvor krop, tekst og levende lyd undersøger fællesskab, frihed og ønsket om at stå af samfundet.

Hvad sker der, når man ikke længere vil leve efter de regler, resten af samfundet følger?

I danseforestillingen BURN BABY BURN møder vi to mennesker, der vælger at vende ryggen til de normer, de hidtil har levet efter. Sammen forsøger de at skabe en ny verden på deres egne præmisser. Men kan man frigøre sig fra fællesskabet – eller er vi mere afhængige af hinanden, end vi tror?

Forestillingen er en tragikomisk og sanselig undersøgelse af den magtesløshed, mange kan opleve i en tid præget af kriser, konflikter og informationsoverload. Med fysisk teater, dans, tekst og et elektronisk lydunivers, der spilles live, skaber WERK et poetisk scenisk rum, hvor publikum inviteres til at reflektere over individets plads i fællesskabet.

Brønshøj Vandtårns rå arkitektur og særlige akustik danner en stemningsfuld ramme om forestillingen, hvor lys, skygger og bevægelse bliver en del af fortællingen.

Om WERK

WERK er et fysisk teaterkompagni bestående af Ida Ingemann Lorentzen og Anna Katrine Boddum. Kompagniet skaber forestillinger i krydsfeltet mellem dans, fysisk teater og nyskrevet dramatik med fokus på aktuelle samfundstemaer og menneskelige relationer.

Ida Ingemann Lorentzen er skuespiller, fysisk performer og dramatiker, uddannet fra L'École Internationale de Théâtre Jacques Lecoq i Frankrig. Anna Katrine Boddum er skuespiller, danser, koreograf og dramatiker med baggrund fra Akademiet for Danseteater i København.

WERK stod senest bag forestillingerne ROD og Jeg er vant til at være din, som begge har været på turné på skoler og kulturinstitutioner.

Kontakt

Brønshøj Vandtårn

Brønshøjvej 29

2700 Brønshøj
Del med