Debut Fest: (nothing) makes sense

Tag med ind i Nellie Lindnérs obskure spejling af vores internetforbrug, når hun udstiller sine memes i keramik på Debut Fest 2026.

I (nothing) makes sense tager Nellie Lindnér billeder, vi normalt scroller forbi på få sekunder, og giver dem nyt liv som keramiske skulpturer. Projektet tager udgangspunkt i virale dyrebilleder, mærkelige internetfigurer og lavopløsningsmemes med overraskende meget personlighed. 

Med humor og absurditet holder værkerne et spejl op mod den måde, vi konsumerer billeder, identitet og underholdning på i dag. Projektet undersøger, hvorfor vi opfatter det samme indhold forskelligt afhængigt af, om det mødes i et galleri, på TikTok eller midt i endeløs scrolling klokken to om natten. 

Bio

Nellie Lindnér er en svensk kunstner bosat i København. Hendes praksis kombinerer klassiske håndværkstraditioner med samtidens digitale billedkultur, humor og internetæstetik. Hun har studeret tegning på Florence Academy of Art og er også uddannet grafisk designer. Begge uddannelser præger hendes kunstneriske praksis stærkt og danner et grundlag for hendes arbejde. Hun arbejder med maleri, keramik og tværmediale fortællinger. 


Følg kunstneren på Instagram på @nellielindnerart 

Debut Fest 2026

Debut Fest er hele Københavns festival for spirende kunst og nye talenter. Festivalen samler debuterende kunstnere på tværs af kunstformer og giver publikum mulighed for at opleve Københavns nye stemmer helt tæt på. 

I år kan du opleve hele 36 forskellige acts på to dage, når Debut Fest indtager Brønshøj Vandtårn og Kildevæld Kulturcenter d. 4. og 5. september. 

 

Kontakt

Kildevæld Kulturcenter

Bellmansgade 3C

2100 København Ø
Del med