Degrowth Festival 2025
Degrowth Festivalen vender tilbage til København for tredje år i træk og samler borgere, forskere, kunstnere og aktivister til en weekend med samtaler, oplæg og kunstneriske oplevelser. Festivalen skaber rum for at udforske, hvordan vi kan gentænke vores samfund ud fra regenerative strukturer og omsorgsfulde fællesskaber – med hinanden og med naturen.
Årets tema er modet til omstilling. Vi stiller skarpt på de strukturelle forhindringer, der præger vores tid, og på hvordan vi i fællesskab kan skabe forandring med afsæt i global solidaritet og retfærdighed. Gennem oplæg, åbne samtaler og workshops undersøger vi, hvorfor det er vigtigt at tale om radikal omstilling – også når det udfordrer den gængse konsensus – og hvordan 'degrowth' kan forstås i relation til det Globale Syd og de udfordringer, der findes dér.
Programmet byder på en bred vifte af aktiviteter: fra teoretiske diskussioner i et tilgængeligt sprog til deltagende og kunstneriske workshops. Festivalen inkluderer desuden fællesspisning samt performances og installationer, der udfordrer vores vaner og styrker forbindelserne mellem os.
Festivalen er et samarbejde mellem Syndicate of Creatures og Kulturhuset Islands Brygge. Sproget vil være både dansk og engelsk.
Praktisk info
En billet koster 50 kr. pr. dag og inkluderer fællesspisning. Vi hjælpes ad med at dække op og rydde af.
Syndicate of Creatures
Kontakt
Kulturhuset Islands Brygge
Islands Brygge 18