Fælles fernisering af lyskunstværket Sol over Kål

Vær med, når lyskunstværket Sol over Kål tændes ved Sundholm i forbindelse med Copenhagen Light Festival 2026 – skabt i samarbejde mellem børn, kunstnere og lokalsamfund.

Sol over Kål er en 50 meter lang lysinstallation, der strækker sig langs byggehegnet ved Amager Fælled Skole og Sundholm. Værket består af en række lysende kålhoveder, som tilsammen danner et lysbånd i byrummet.

Kålen er ikke valgt tilfældigt. Den refererer til Amagers lokale historie, hvor kål i århundreder var en central afgrøde og en vigtig næringskilde for både fattige og velhavende amagerkanere. I værket bliver kålen et symbol på det fælles fundament, der har bundet mennesker sammen på tværs af sociale skel.

Lysinstallationen er skabt i et samarbejde mellem Islands Brygge Skole, kunstnerkollektivet Tokyo Blue og Kulturpiloterne – Amagers kunstnerkollektiv for børn. Sammen har de omsat historiske fortællinger og børns perspektiver til et nutidigt kunstværk, der inviterer forbipasserende til at standse op og se området med nye øjne.

Sol over Kål indgår som en del af Copenhagen Light Festival 2026 og bidrager med et lokalt forankret værk, hvor historie, lys og fællesskab mødes i det offentlige rum.

 

Værket er støttet af Områdefornyelsen Sønderbro, Amager Vest Lokaludvalg og Statens Kunstfond

Kontakt

Sundholm, Byggehegnet

Sundholmsvej 6

2300 København S
Del med