Filmaften i Osramhuset: Memory Box (GRATIS)
Salaam Filmfestival rykker ind i Osramhuset og Den Grønne Trekant med fem spændende film, efterfulgt af oplæg og debat med engagerede oplægsholdere.
Før og efter filmene byder vi på snacks og hyggeligt samvær – en perfekt anledning til at mødes og udveksle tanker.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.
Tirsdag 21. oktober 2025 kl. 18-21
Film: Memory Box + oplæg
15-årige Alex bor i Montreal sammen med sin mor, Maia. Juleaften modtager Maia en æske med dagbøger, bånd og billeder, som hun havde givet til sin bedste veninde, da hun forlod Libanon. Hun vil ikke åbne den, men Alex, som undrer sig over morens reaktion, begynder i smug at udforske kassens indhold med minder fra morens problemfyldte ungdomsår i 1980’ernes borgerkrigshærgede Beirut. Vi bliver taget med på en rejse, der væver sig ud og ind af nutid og fortid, hvor fortielser har plaget familien. Men med åbningen af kassen opstår også en uventet spejling og empati mellem generationerne.
Arrangementet varer fra kl. 18-21. Inden filmstart vil der være en kort introduktion og oplæg til aftenens program, og efter filmen vil Salaams oplægsholder gå i dialog med publikum.
Filmen vises på originalsproget fransk, arabisk og engelsk med danske undertekster.
Censur: Ej fastsat af medierådet