Gadeteater: Ludo & Arsène

Akrobatik, humor og publikumsmøder i øjenhøjde, når den belgiske duo Be Flat indtager Brønshøj under Batidas Internationale Gadeteaterfestival.

To mænd er på vej mod en vigtig mission. Men undervejs bliver de konstant afledt af de mennesker, de møder. Hvert møde udvikler sig til en ny scene, hvor akrobatik, improvisation og skæv humor opstår midt i byrummet.

Den belgiske duo Be Flat bevæger sig rundt i festivalområdet og bruger omgivelserne som en naturlig del af forestillingen. Træer, bænke, vægge, borde – og en 2,20 meter lang stige – bliver til rekvisitter i et levende samspil mellem krop, rum og publikum.

Ludo & Arsène er en mobil forestilling, hvor ingen oplevelse er helt den samme. Publikum bliver en del af handlingen, og hvert stop på ruten giver plads til nye overraskelser, små absurde øjeblikke og imponerende akrobatik.

Forestillingen bevæger sig i krydsfeltet mellem cirkus og gadeteater og viser, hvordan et helt almindeligt byrum kan forvandles til en legeplads for fantasi, fællesskab og fysisk kunnen.

Batidas Internationale Gadeteaterfestival

Batidas Internationale Gadeteaterfestival fylder gaderne i Bispebjerg, Brønshøj og Tingbjerg med gratis, internationalt gadeteater i alle afskygninger. Festivalen byder på alt fra akrobatik og klovneri til musikalske og fysiske forestillinger – for både børn, unge og voksne.

Festivalen præsenteres af Batida, et københavnsk teaterensemble med 11 musikalske skuespillere, der gennem mere end 30 år har udviklet et sanseligt og fysisk teaterunivers, hvor musik, bevægelse og fortælling smelter sammen.

Batida har turneret i over 40 lande og er kendt for et inkluderende og levende udtryk, hvor sproget ikke er en barriere, og hvor publikum møder scenekunst i øjenhøjde.

Kontakt

Brønshøj Torv

Brønshøj Torv

2700 Brønshøj
Del med