Genopdaget: Felix Thorsen Katzenelson om Kanelbutikkerne
Det kan du opleve
Der findes få bøger som ’Kanelbutikkerne’ af polske Bruno Schulz’ (1892-1942): Umærkeligt svæver bogen et sted mellem at være en roman og novellesamling, mellem barndom og voksenliv, det hverdagslige og det fortryllede, mellem lyset og mørket.
Bogen består af 15 korte historier, hvis omdrejningspunkt er en familie i en østeuropæisk provinsby. Det er familiens søn Józef, der oplever og fortæller. Men hvor sansningerne er barnets, er sproget poetens: Sjældent vil du møde så svulmende og svimlende et sprog, som gør selv det almindelige og grå i livet både eventyrligt og strålende.
Sådan fremhæver Schulz alt det i hverdagen, vi voksne nemt overser. Sådan genfortryller han virkeligheden – gør den magisk og mytisk. Sådan har han inspireret utallige forfattere til at lege med sproget og nedbryde skellet mellem virkelighed og fiktion.
Oplev alt dette, når vi inviterer til en eftermiddag om Kanelbutikkerne. Her vil forfatter og kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson fortælle om, hvad der gør ’Kanelbutikkerne’ så særlig, og hvorfor vi stadig skal læse denne sanselige, gådefulde og dybt originale bog i 2026.
Arrangementet kræver ingen forhåndskendskab – blot nysgerrighed og lyst til at udforske en af litteraturens mest fascinerende forfatterskaber.
Om Bruno Schulz
- Bruno Schulz (f. 1892, d. 1942) var en polsk maler, grafiker og forfatter.
- Han blev født og boede hele sit liv i Drohubytj, hvor han både malede og skrev om de jødiske miljøer.
- I 1942 blev han myrdet af en tysk SS-officer, da han var ude for at købe brød.
- Hans skønlitterære produktion var meget lille, Kanelbutikkerne er hans ubestridte hovedværk.
Om Felix Thorsen Katzenelson
- Felix Thorsen Katzenelson (f. 1993) er kulturjournalist, litteraturkritiker og brevkasseredaktør på Politiken.
- Han debuterede som skønlitterær forfatter i maj 2025 med romanen Skruk skurk.
- Felix er inviteret til den samtale i kraft af at være begejstret læser af Bruno Schulz.
Praktisk info
Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene.
Arrangementet begynder kl. 17:00 og slutter kl. 18:00.
Arrangementet er gratis og uden pladsbilletter. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. Derfor vi anbefaler, at man kommer i god tid. Vi åbner til salens siddepladser kl. 16.30.
Find vej
Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:
Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.
Kontakt
Hovedbiblioteket, "LIVE", 4. sal
Krystalgade 15