Ida Duelund | CPH Jazz Festival
Bassist og komponist Ida Duelund har de seneste år formået at bevæge sig ualmindeligt frit mellem generationer, genrer og fællesskaber i både den alternative og den etablerede danske musikscene. Hun debuterede som soloartist sidste år med sit surrealistiske album, Sibo, og modtog for dette to Danish Music Awards (årets jazzkomponist og årets single).
Duelunds sange og kompositioner skaber en blid moderne surrealisme, hvor sprog og ord opløses til fantasi og leg. Med en ubekymret affejning af genre og trends bevæger hun sig frit og ufortrødent gennem musikhistorien, som om hun blander en pose bland selv slik.
Til Copenhagen Jazz Festival har hun nøje udvalgt en gruppe af musikere, som kommer fra meget forskellige hjørner af den danske jazz- og alternative musikscene. Sammen vil de fortolke hendes seneste værker i en musikalsk collage, hvor orkestrets improvisationer væves ind og ud mellem Duelunds kompositioner og sange.
Hun har arbejdet med artister som Baby In Vain, Jada, ML Buch, Barbro, og Marilyn Mazur, og er medstifter af den eksperimenterende stryger-duo Lueenas.
Kontakt
HUSET, Xenon
Rådhusstræde 13