Kildevæld Sommerfestival

Du inviteres til ægte sommerstemning på Østerbro. Kom og oplev maleworkshop, cirkus, eventyrkoncert for børn, fællessang og levende jazzmusik.

Du og dem som du har nær og kær er inviteret med til oplevelser i det fri, når vi byder velkommen til Kildevæld Sommerfestival 2026. 

Du kan være med til både maleworkshop, cirkus, fællessang og koncerter med fri entré for folk i alle aldre. 

Du kan også være med til at plante og så mad og levesteder til bier og sommerfugle på en ny jordhøj ved Kildevæld Kulturcenters terrasse og lave et flot insekthotel til områdets mange bier og insekter.

Festivalen har base på kulturcenterets terrasse, men foregår også på den bemandede legeplads og på bryggen nede ved Kildevældssøen. 

Hvis sommervejret ikke er med os, flytter dele af arrangementet indenfor i kulturcenteret. 

Programmet er som følger

Kl. 11.00-12.00 Cirkus med Volantes (på den bemandede legeplads)

Kl. 12.00- 15.00 Maleworkshop for børn og voksne (på terrassen)

Kl. 12.00-15.00: Biceremoni og insekthotel med Bybi

Kl. 12.00-15.00: Plant hjemmehørende arter til bier og insekter med Miljøpunkt Østerbro 

(OBS: der vil blive taget billede og video til dette arrangementet)

Kl. 14.00-15.00 Fællessang (på terrassen)

Kl. 15.00-16.00 Eventyrkoncert for børn (på terrassen)

Kl. 16.00-17.00 Jazzkoncert med Stian Swensson Trio(på terrassen)

Der er åbent for salg af mad og drikke i Kildevæld Kulturcenters café hele dagen.

En sommerhonningceremoni 

Vær med til at plante og så hjemmehørende arter, og til at lave et flot insekthotel sammen med Miljøpunkt Østerbro, Bybi og nogle kunstnere. Sammen vil vi skabe og navngive en magisk skulptur, der også fungerer som levested for vilde insekter. Som tak for at hjælpe med at bygge skulpturen modtager man et glas honning. Men honningen kommer med forpligtelser: Man skal dele den med nogen man holder af og man skal plante en blomst som tak til bierne. Indtil det 19. Århundrede betragtede man i Europa bistader som tætte medlemmer af familien. Nogle bistader blev dekoreret med menneskelignende ansigter. Man ’fortalte bierne’ om store familie begivenheder som død, fødsel og sygdom i troen på at bierne ville bringe held og beskyttelse.

Til Kildevæld Sommerfestival ønsker Bybi at genkalde denne tradition sammen med jer, der har forbindelse til Østerbro. 

Biceremonien og planteaktiviteterne er støttet af Københavns Kommunes Biodiversitetspulje og Østerbro Lokaludvalg

Kontakt

Kildevæld Kulturcenter

Bellmansgade 3C

2100 København Ø
Del med