Kunst på barsel
Torsdag den 4. juni kl. 10.00 byder vi forældre til de helt små børn velkommen indenfor i vores aktuelle udstillinger.
Kom med rundt i udstillingen "Alison Knowles: Retrospektiv 1960–2022", der viser den nyligt afdøde amerikanske kunstner Alison Knowles’ værker fra et langt kunstnerisk virke gennem mere end 60 år. Det var netop i Nikolaj Kunsthal, hun i begyndelsen af 1960’erne var med til at forme Fluxus-bevægelsen, der med sit legende og eksperimenterende blik på kunsten blev en enormt indflydelsesrig periode i kunsthistorien.
Det er også muligt at møde kunstneren Noah Holtegaard, der udstiller i projektrummet Platform. I udstillingen "Jeg ønskede aldrig at såre nogen" undersøger Holtegaard syndebukken som symbol og historisk mekanisme. Med afsæt i fortællingen fra Det Gamle Testamente udforsker udstillingen, hvordan syndebukken vender tilbage gennem historien og fortsat præger nutiden.
Omvisningen starter kl. 10.00, så deltagerne og deres børn har kunsthallen helt for sig selv indtil kl. 11.00, hvor vi åbner for øvrige gæster. Der er masser af plads til barnevogne, sutteflasker og bleskift.
Bag Kunst på Barsel står Malou Solfjeld, der er mor og kunsthistoriker. Kunst på Barsel har i flere år trukket fulde huse til omvisninger i kunsthaller og på museer målrettet forældre på barsel.
Find billetter her (bemærk at nærværende arrangement købes som en del af en pakke, der inkluderer i alt fire galleri- og kunsthalsbesøg i juni 2026).
Kontakt
Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Plads 10