Kunstværksted, Fernisering og Folkekøkken

Folehavens Maddamer inviterer til fællesspisning på biblioteket mens efterårets kunstspirehold og AKK udstiller deres værker på biblioteket

Tag hele familien med til gratis kunstværksted, fernisering af efterårets kunstspireholds værker samt visning af værket "Åen løber opad" på Vigerslev Bibliotek den 18. november kl. 15.00-19.30. 
Vi slutter af med fællesspisning.
 

Program
Kl. 15.00-16.15: Børneworkshop og fernisering i biblioteksrummet - få et glas saft og en kiks
Kl.16.20-16.35: Fernisering af videoværket "Åen løber opad" (i kulturzonen) og hør om Folehavens kunstklub
Kl.16.45-17.30: Talk med Misja Krenchel og Tina Helen (i kulturzonen)
Kl. 17.45-19.30: Folkekøkken med Folehavens Maddamer i biblioteksrummet


Menu: Marokkanske kødboller med tomatsauce og kartofler, ris, salat og brød og en vegetarisk gryderet med aubergine
 

Pris for voksne: 45 kr., for børn: 25 kr.

Videoværket, Åen løber opad
Kan vi ud fra vores områdes og natur og historie gøre os forestillinger om hvordan vi gerne vil leve på tværs af arter og forskelligheder?

I store rør under et alment boligområde i Lundtoftegade på Nørrebro løber en Å, som engang løb frit igennem byen og var samlingspunkt for de omkring den. I kunstværket Åen løber opad forestiller børnene fra området sig en Å på ny, som vokser, danner strømme og løber opad. 

Guldsmede, salamandere og rejer sværmer om og i det glitrende vand. Børnene leger, bader og slapper af. Åen åbner op for et fællesskab på tværs af arter, men også for samtaler om hvordan vi lever og gerne vil leve sammen i de almene boligområder.

I Folehaven løber der ikke nødvendigvis en Å under bygningerne, men måske rummer området og naturen omkring andre erfaringer og historier, som netop kan åbne for samtaler om nye fantasier og drømme for livet her.

En kunstklub, bestående af beboere i Folehaven, har valgt kunstværket Åen løber opad. Alle beboere er velkomne i kunstklubben, hvor vi sammen stemmer om den kunst som vi ønsker udstillet i Folehaven. 

Åen løber opad har været udgangspunkt for en kunstworkshop afholdt af vores lokale kunstner, Lise Marker, der sammen med børn fra Folehaven har samlet naturminder, som er blevet til fantasifulde forestillinger om nye kammerater i Folehaven. De kan opleves når de udstilles i Vaskeriet i november 2026. 

 

Kontakt

Vigerslev Bibliotek

Kirsebærhaven 23

2500 Valby
Del med