Omvisning: Brønshøj Vandtårn indefra
Kunne du tænkte dig at komme tæt på et af Danmarks første funktionalistiske bygningsværker?
Brønshøj Vandtårn har en enestående arkitektur, historie og klang – i dag flittigt benyttet som kultursted. Du oplever den markante betonkonstruktion indefra, hører om bygningens rolle i Københavns vand- og i dag kulturforsyning og får indblik i de arkitektoniske detaljer, som gør tårnet til noget helt særligt.
Brønshøj Vandtårn blev opført fra 1928 til 1930 af arkitekt Ib Lunding under stadsarkitekt Poul Holsøe som et teknisk pionerværk og et vartegn for bydelen. Allerede ved indvielsen blev tårnet beskrevet som en “skønhedsåbenbaring” for Brønshøj. I dag er bygningen fredet både indvendigt og udvendigt på grund af dens kulturhistoriske og arkitektoniske værdi.
Målgruppe
Arrangementet er for alle, der er nysgerrige på arkitektur, lokalhistorie, lyd og skjulte steder i København. Du behøver ikke forhåndskendskab – kun lysten til at opleve Brønshøj Vandtårn på en ny måde.
På omvisningen oplever du tårnets særlige akustik og stemning. De runde former, de mange søjler og den monumentale højde skaber et rum, der både kan føles råt, poetisk og næsten sakralt. Du ser det imponerende søjlerum fra gulvniveau, da der desværre ikke er mulighed for at bevæge sig højere op i tårnet på en omvisning.
Omviseren
Din omviser er Marlene Diemar fra Foreningen Brønshøj Vandtårn. Foreningen er for lokale ildsjæle, der elsker vandtårnet og gerne vil understøtte arbejdet i at bevare og løfte tårnet som kulturelt vartegn. Blandt medlemmerne er der forskellige fagligheder og en fælles passion for stedets historie, lyd og dets muligheder.
Foreningen Brønshøj Vandtårn er en frivillig forening, som alle kan indmelde sig i. Tårnet administreres af BRØK og er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.
Kontakt
Brønshøj Vandtårn, Brønshøjvej 29
Brønshøjvej 29