Skriveworkshop: Skriv historisk fiktion ved forfatter Marie-Louise Cornelius

Vil du prøve kræfter med at skrive historier, der foregår i fortiden?

Om workshoppen: At skrive historisk fiktion

På denne workshop arbejder vi med historisk fiktion – altså fortællinger, hvor virkelige begivenheder og steder blandes med opfundne personer og handlinger.

Vi taler om, hvordan du kan bruge research til at gøre din historie troværdig, men også hvordan du undgår at drukne i detaljer. Du får tips til, hvordan du opbygger en fortælling, så læseren føler, de er med tilbage i tiden – for eksempel i København for 100 år siden.

Vi ser også på, hvad forskellen er på at skrive om rigtige personer (exofiktion) og at finde på egne karakterer i en historisk ramme. Undervejs snakker vi om, hvilke udfordringer og faldgruber der kan være, når man skriver om noget, der virkelig er sket – og hvordan du kan finde frem til netop den slags historier, du selv brænder for at fortælle.

Workshoppen veksler mellem korte oplæg og praktiske skriveøvelser, hvor du får mulighed for at prøve idéer af og få inspiration fra de andre deltagere. Du behøver ikke have skrevet historisk fiktion før for at være med – det vigtigste er, at du har lyst til at udforske genren og få gang i skriveglæden.

Om underviseren:

Marie Louise Cornelius er forfatter, teater- og filminstruktør, skuespiller og lydbogsindlæser. Hun har skrevet feelgood serien Hjerteblink, samt Mellem lys og skygge og Bag facaden af Glas – som er en historisk slægtsromanserie med fokus på kvindefrigørelse, filmhistorie, og den teknologiske og kulturelle udvikling i det 20. århundrede. Marie Louise Cornelius er uddannet dramatiker, forfatter, teater- og filminstruktør, skuespiller og lydbogsindlæser. Hun har derudover undervist både voksne og børn i at skrive.

Praktisk info

  • Skriveworkshoppen er målrettet voksne
  • Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på billetto.dk
  • Skriveworkshoppen afholdes i Bryggekælderen
  • Vi stiller ikke PC-er til rådighed, så medbring din egen (mulighed for opladning er begrænset) og/eller papir og pen.

Find vej til Bryggekælderen

Spørg personalet på Islands Brygge Bibliotek eller find via gården ned i Bryggekælderen via kældertrappen tættest på bibliotekets gårdside.

Kontakt

Islands Brygge Bibliotek, Islands Brygge Bibliotek, Bryggekælderen, Njalsgade 15 - indgang via gården.

Njalsgade 15

2300 København S
Del med