Skriveworkshop: Sprog, sans & sprogsans
Om workshoppen
Der er digte der får os til at se op fra bogsiden og ud i luften på en helt ny måde. Paffe. Der er digte der protesterer, og digte der undres. Digte der får os til at huske. Digte man kan gå rundt i, som var de huse. Digte så svimlende lette at man bliver yngre af at læse dem. Digte der finder nye steder i sproget og skaber plads, så vi bedre kan være her. Digte der pudser sproget og sanserne af.
Poesi kan være utrolig mange ting – og kan være til stede i alle former for skrift, om så det er kortprosa, sangtekster, erindringsromaner, dramatik, breve, reportager, mails eller sms’er.
Skriveworkshoppen ”Sprog, sans & sprogsans” er for dig der har lyst til at eksperimentere og lege med sproget – uanset hvilken genre du ellers arbejder med eller interesserer dig for.
Sammen skal vi undersøge hvad man kan med poesien – og hvad det poetiske overhovedet er. Der vil være skriveøvelser med forskellige former for automatskrift, improvisation og diverse poetiske formgreb, der forhåbentlig vil gøre dig klogere på din egen stemme.
Og poesien kan være en smuk måde at være sammen på. Så vi gør det i fællesskab.
Om underviseren
Lars Emil Foder (f. 1980) er forfatter, sanger og sangskriver. Han debuterede i 2013 med den tværkunstneriske Natatlas med sange, digte og grafik og har bl.a. udgivet prosa- og digtsamlingerne "Fabelagtigheder" (2018) og "Æter nr. 7: Luftigheder" (2024) samt nr. 1-6½ i den tværkunstneriske musik- og lyrikserie "Kun for idioter" (2022-).
Han er uddannet i filosofi og underviser i lyrik, sangskrivning og filosofi på bl.a. Den Rytmiske Højskole. Derudover er han arrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag, medstifter af online-boghandlen for små forlag, Mikrofest, og vært på litteraturfestivalen Avisen Live.
Praktisk info
- Skriveworkshoppen er målrettet voksne.
- Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på Billetto.
- Skriveworkshoppen foregår på Københavns Hovedbibliotek, 4. sal, LIVE.
- Vi stiller ikke computere til rådighed, så medbring din egen og/eller papir og pen. Der er meget begrænset bordplads, så formentlig må du sidde med computeren/papir i skødet.
- Vi tilbyder en skriveplade, du kan have som underlæg til din blok/papir.
- Der er en vandpost og en kaffeautomat på 4. sal, men derudover kan vi ikke tilbyde proviant. Medbring selv en vanddunk eller en flaske til vand.
Find vej
Fra Hovedbibliotekets hovedindgang kan du finde 4. sal på følgende måder:
- Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
- Tag trapperne, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
- Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.
Skriveworkshops
Hver måned inviterer Københavns Biblioteker til skriveworkshops over hele byen. Temaerne og underviserne varierer. Vores skriveworkshops er ikke forløb, men enkeltstående workshops af to timers varighed, hvor underviserne holder oplæg og giver deltagerne skriveøvelser.
Har du spørgsmål? Skriv til litteraturformidler Poul-Louis på mail: i343@kk.dk.
Kontakt
Hovedbiblioteket, 4. sal, LIVE
Krystalgade 15