Skriveworkshop: Tegnet litteratur
Det kan du opleve
På denne tegneserieworkshop skal vi arbejde med, hvordan tid fungerer i tegneserier.
For i tegneserier fungerer tid anderledes end i andre formater. På film viser man eksempelvis ét billede ad gangen, mens man i tegneserier har mulighed for at skabe en visuel fortælling, hvor tiden er mere elastisk. Fordi man på en tegneserieside viser flere tidspunkter på én gang.
Så hvad sker der i det hvide rum mellem billederne? Og hvordan kan man hæve og sænke fortællingens hastighed.
Desuden arbejder vi med skiftende synsvinkler og taler om, hvordan man kan ændre fortællingens tone ved at skifte mellem at se karaktererne udefra og se verden gennem karakterernes øjne.
Alle deltagere vil blive hjulpet med at udvikle og visualisere sine egne idéer og med at tegne en kort tegneserie.
Om underviseren
Simon Bukhave har arbejdet som billedkunstner og illustrator i over 20 år, og han har illustreret over 70 bøger for børn og unge, samt skrevet og illustreret tegneserier til alle aldersgrupper.
Simons tegneserieunivers er ofte udformet i en dyster streg, der understreger de eksistentielle temaer han arbejder med.
Simon har udstillet på gallerier i Danmark, Europa og USA, og han har arbejdet for blandt andre Weekendavisen, Gyldendal, Ud&Se, Escho og Carlsen.
Praktisk info
- Skriveworkshoppen foregår på Københavns Hovedbibliotek, 4. sal, Sceneområdet.
- Workshoppen varer fra klokken 16.30 til 18.30.
- Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på Billetto.
- Vi stiller ikke computere til rådighed, så medbring din egen og/eller papir og pen. Der er meget begrænset bordplads, så formentlig må du sidde med computeren/papir i dit skød. Vi anbefaler derfor pen og papir.
- Vi tilbyder en skriveplade, du kan have som underlæg til din computer, blok eller papir.
- Der er en vandpost og en kaffeautomat på 4. sal, men derudover kan vi ikke tilbyde proviant. Medbring selv en vanddunk eller en flaske til vand.
Find vej
Fra Hovedbibliotekets hovedindgang kan du finde 4. sal på følgende måder: Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.
Har du spørgsmål? Skriv til litteraturformidler Mathias.
Vi glæder os til at se dig!
Kontakt
Hovedbiblioteket, 4. sal, LIVE; sceneområdet
Krystalgade 15