Paradise Jazz: Veronica & Veronika
Denne aften byder på et møde mellem to kunstnere, der deler mere end bare musikken: Veronica Mortensen og Veronika Rud inviterer til dobbeltkoncert, hvor to generationer mødes. De to sangere har hver især markeret sig stærkt på den danske jazzscene – den ene gennem de seneste to årtier, den anden i de seneste par år.
Den alsidige sanger og komponist Veronika Rud fra Aarhus har allerede gjort sig bemærket på den danske musikscene med debut-EP’en 'Mens Jeg Venter', som blandt andet har fået stor opmærksomhed på P8 JAZZ. Med nysgerrige improvisationer og legende rytmer inviterer hun publikum ind i et stemningsfuldt univers, hvor hun med ærlighed og nærvær deler ud af sit indre liv. Hendes musik er præget af en stærk kærlighed til traditionen, men flettes naturligt sammen med elementer fra moderne nordisk jazz, R’n’B og folk. For nylig har hun været i studiet med sin kvartet for at indspille sit kommende album, der udkommer i foråret 2026.
Veronica Mortensen er aktuel med sit længe ventede album 'Serenity', som byder på ny musik, skrevet af hende selv. Albummet er blevet mødt med 5-stjernede anmeldelser fra blandt andre GAFFA, som kalder hende "en af Danmarks absolut stærkeste jazzsangerinder". Anmelderne roser desuden musikken som moden, balanceret og stilsikker, og et luksuriøst koncentrat af gode, selvkomponerede sange. Med 6 albumudgivelser i bagagen, har Veronica Mortensens varme stemme og sjælfulde tilgang til nordisk jazz vundet publikums hjerter. Hendes nærværende sceneoptræden og melodiøse kompositioner har markeret hende som en af de mest interessante skikkelser på den danske jazzscene. Med sit nye album bekræfter hun endnu en gang, at hun er en kunstner med integritet og noget på hjerte.
Hver sanger præsenterer sit eget repertoire i et selvstændigt sæt, akkompagneret af den samme trio, som på smukkeste vis favner begge generationer: Den prisbelønnede jazzpianist Peter Rosendal bringer årtiers erfaring og adskillige albumudgivelser med på scenen, mens de unge, fremadstormende talenter Elias HP (bas) og Jakob Marker (trommer) repræsenterer den nye generation. De to sidstnævnte kan – ud over Veronika Rud Kvartet – blandt andet opleves i sammenhænge som Tigeroak og David Miilman Group.
LineUp:
Veronica Mortensen voc, Peter Rosendahl p, Veronika Rud voc, Elias HP b, Jakob Marker dm
Kontakt
HUSET, Stardust
Rådhusstræde 13